Principper for Vestre Skoles skolefritidsordning (SFO)
Fakta
Skolefritidsordningen ”Fritten” er en del af Vestre Skole. SFO’en er placeret i naturlig forlængelse af indskolingens klasselokaler. SFO’en er finansieret af forældrebetaling.
Skolens elever kan benytte SFO’en fra 0.kl. - 3.kl, man kan blive indmeldt fra dag til dag. 1. marts kan førskolebørn starte i SFO’en.
Forældresamarbejdet
Samarbejde mellem forældre og SFO er en vigtig faktor for, at vi sammen får skabt en god hverdag for børnene. Derfor vægter vi det gode samarbejde højt.
Samarbejdet ses ved, at personalet løbende har kontakt til forældrene både mundtligt og skriftligt. Vi deltager ved skolehjemsamtaler sammen med klasseteamet 1-2 gange årligt, men vi indkalder også ved behov. Derudover forventer vi, at forældrene deltager i arrangementer afholdt af SFO´en.
I februar afholder SFO-personalet, sammen med skolelederen og den pædagogiske afdelingsleder, et velkomstmøde for nye børn og forældre, hvor der orienteres om vores hverdag.
Pædagogik i SFO´en
Som udgangspunkt er det børnenes fritid, når de er i SFO’en.
Det pædagogiske personale sørger for, at børnene tilbydes en bred vifte af forskellige aktiviteter, som udvikler deres fantasi og kreativitet. Derudover hjælpes børnene med at få skabt nogle gode relationer til de andre børn i SFO´en, så de udvikler sig som gode sociale individer, som kan tage ansvar for sig selv og andre. Vi ønsker, at børnene oplever, at de er en del af noget større, det kan vi gøre bl.a. ved at inddrage dem i de forskellige traditioner, der er i løbet af et skoleår.
I vores hverdag tager vi også udgangspunkt i de 17 Verdensmål, så de er/bliver integreret i børnenes hverdag.
Vi tilbyder alle børn spændende aktiviteter i hverdagen, men særligt for de elever, som går i 3. klasse. Vi laver sammen med børnene en aktivitetsplan for, hvad der skal ske i deres sidste år i SFO´en. Der er bl.a. en fast tur til Kattegatcentret med overnatning.
Samarbejdspartnere
SFO’en har en række faste samarbejdspartnere. Der samarbejdes bl.a. med:
- Resten af personalet på skolen i hverdagen og ved fælles arrangementer
- Handelsstandsforeningen i forbindelse med det årlige Luciaoptog
- Fagprofessionelle tilknyttet Vestre Skole fx sundhedsplejerske, talepædagog osv.
- Børnehuset Nysgerrium samt andre børnehaver i Middelfart Kommune
- Middelfart Kommunes SFO’en i forbindelse med forskellige fælles arrangementer
- Ungdomsklubben Bjergbanken
Revideret og godkendt af Vestre Skoles Skolebestyrelse d. 16. maj 2023.
På bestyrelsens vegne
Jakob Finn Wiis Tønnesen
Forperson for Skolebestyrelsen